Så er vi kommet godt i gang.

Sten og Kaj er nu helt færdige med vores ”nye” bro.  De har brugt flere lørdage til klargøring, udlægning samt opbygning af en ekstra rampe. Rigtigt flot arbejde og vi siger mange tak for hjælpen.

                             

Næste projekt bliver udvidelse af jollepladsen, som er ved at være for lille til de mange både/sejlere. I vil hører mere om dette nye projekt, da vi gerne vil have hjælp til dette. Skulle du allerede nu mene, at du kan bidrage til dette projekt, håber vi, du lige vil give Christina eller Inge besked.

 

Alle sejlerne er komme godt i gang med forårs sæsonen.

                              

Sejlerskolen startede op med 8 nye optimistsejlere. Efter et par trænings aftener med megen vind, er de nu endeligt kommet på vandet.  For at Aksel kan huske alle deres navne, har han igen i år lavet T-shirts med navn på til dem alle. En fantastisk ide, som både børn, forældre og trænere har rigtig stor gavn af.

 

Mellemholdet er også kommet godt fra start med hele 11 jollesejlere. Målet for mellemholdet er, at de alle har bestået Søløve Diplomet, når efterårs sæsonen 2012 er slut (de fik deres Sæl Diplom under sejlerskolen). Eksempler på Søløve Diplomet er, at sejleren bla. skal kunne; Pege vindens retning, binde 3 udvalgte knuder, kende vigeregler, sikkerhedsudstyr, grundlæggende om vind og vejr, sejlføring og placering i båden og meget mere. Vi begynder også at kikke på, hvem af sejlerne som ønsker/kan gå videre til at deltage i kapsejlladser (stadig på mellemholdet). Der er andre som hellere ønsker at fokusere på sammenhold og hygge ved sejlladsen. Begge dele er selvfølgelig helt ok.

 

Øvede sejlere (kapsejllads): Sidst men ikke mindst er der de 12 øvede sejlere, som Christina styrer. Her er kravene større og diciplinen og lidt mere fast. Hvis de f.eks. ikke møder præcist til skippermøde, så er der vist noget med nogle armbøjninger pr. minut de kommer for sent. Christina har lagt en plan pr. gang, for hvordan de bliver bedre og bedre til kapsejllads, således at de kan deltage i de forskellige kapsejlladser rundt om i Danmark.

 

                              

Surf: Der har været afholdt et begynder kursus i windsurfing med 7 deltager. En god men også kold omgang for nogle af surferne. Aldersmæssig var det et blandet hold, men alle fik prøvet at surfe – nogle mere end andre. Der surfes hver tirsdag, så lad os håbe, at dette kursus kan sætte endnu mere skub i vores surfafdeling. Der vil som skrevet være surf hver tirsdag fra klubben – og hver 2. af disse tirsdage tager de rutinede surfere ud i fædrelandet, for at prøve kræfter med lidt andet vind og andre bølger end Sunds sø kan klare.

 

Vi tager på klubtur d. 9. – 10. juni til Middelfart Sejlklub, som om lørdagen afholder Fænø Rundt og om søndagen afholder Money Maker Cup. Fænø Rundt er en distance sejlads rundt om Fænø, og er kendt for at være landsdelens kønneste sejlads for junior og ungdomssejlere. Money Maker Cup er et mere traditionelt stævne. På nuværende tidspunk er der 6-8 sejlere med forældre der drager af sted. Vi håber på godt sejlervejr.

 

I weekend d. 16.- 17. juni afholder Sunds Sejlklub “Spar Nord Cup”, som er et jollestævne for Optimist A, B og C, Tera, Zoom8, Europa, Laser og Feva. Vi håber, at der er rigtig mange der støtter op om vores stævne både som sejlere og hjælpere. Vi kan kun få sådan en stævne stablet på benene, hvis vi har mange til at hjælpe os med dette.

Det er en rigtig hyggelig weekend, så kom også bare for at kikke og nyde området, sejladsen og stemningen.

Forside